La división azul - den blå division I

Herhjemme er det velkendt, at omkring 6.000 danskere under 2. verdenskrig frivilligt meldte sig til tysk tjeneste, og de fleste af dem kom til at kæmpe på østfronten mod russerne. De fleste af dem var organiserede nazister, og ved retsopgøret efter besættelsen blev det gjort strafbart at have været i tysk krigstjeneste.

Men også andre folkeslag kæmpede aktivt sammen med tyskerne. I Spanien har det i mange år været en fortiet historie, at omkring 50.000 spaniere kæmpede på østfronten under tysk kommando, og af de 50.000 vendte 5000 aldrig hjem igen.

Det er en spansk historie om politisk magtbegær, storhedsdrømme og politisk opportunisme, der, da de allierede magter endegyldigt så ud til at sejre, blev en pinlig affære som det frankistiske Spanien havde al mulig grund til at ville udradere fra den kollektive bevidsthed i Spanien såvel som udenfor landets grænser, da regimet nu på ingen måde ønskede at blive mindet om sin aktive indblanding i krigen på tysk side.

Denne af det frankistiske regime mørklagte affære har den spanske journalist og forfatter Jorge Martínez reverte skrevet om i bogen: ”La División azul. Rusia, 1941 – 1944” og blandt andet med baggrund i de artikler dagbladet El País bragte i forbindelse med bogudgivelsen, vil jeg forsøge at give en kort fremstilling af forløbet.

Kirkegården

Hvert år mødes en stadig mindre gruppe af ældre mænd på en kirkegård i Madrid, hvor de synger sange af tysk oprindelse som Yo tenía una camarada (tysk:Ich hatt´einen kamaraden) og den falangistiske hymne Cara al sol, mens de sammen med en lille flok unge med nynazistisk udseende mindes slaget ved Krasny Bor den 10. februar 1943, uden for Leningrad (nu(igen) Sankt Peterborg), hvor mere end 1500 spaniere blev dræb indenfor 24 timer, da den røde hær indledte en storoffensiv.

Men for at forstå, hvorfor de spanske soldater befandt sig på russisk jord, skal vi længere tilbage i tiden til den 21. juni 1941, til Spaniens hovedstad, Madrid.

Madrid, rænkespil og imperiedrømme

I en by arret af den nys overståede borgerkrig (1936-1939) kæmpede indbyggerne som i resten af landet sig igennem en trist hverdag præget af fattigdom og armod af sult og tyfusepidemier som de konstante trusler. Den spanske økonomi lå i ruiner og mismod og frygt for, hvad fremtiden ville bringe ovenpå den blodige borgerkrig, hvor omkring 600.000 mistede livet, tyngede yderligere, de allerede hårdt ramte indbyggere.

Og frygten skulle vise sig at være berettiget for de nye sejrherre, de oprørske nationalister, ledet af Generalíssimo Franco havde langt fra stillet deres blodtørst, og i tusindvis af politiske modstandere blev henrettet eller fængslet i de hårde efterkrigsår.

Men der var også andre der nød godt af diktaturets indførsel og republikkens endeligt. Det gjorde for eksempel de tre ledende skikkelser indenfor det nye frankistiske diktatur, der denne juni dag havde sat hinanden stævne på det mest luksuriøse hotel i Madrid, Hotel Ritz.

De tre mænd var: Udenrigsminister Ramón Serrano Suñer, der også var svorger til Franco, Dionisio Ridruejo og Manuel Mora Figueroa, begge højtstående falangister, det fascist-inspireret parti, der nu var det eneste lovlige parti i Spanien.

Det er den nye verdenskrig, der er samtaleemnet og særligt Hitlers tilsyneladende ustoppelige fremmarch. De tre føler sig overbeviste om, at Der Führer vil stå tilbage som sejrsherre.

Derfor er det vigtigt, at Spanien kommer ind i kampen, før det er for sent. Derfor skal Spanien være med i krigen, når Hitler, som alt tyder på, snart vil indlede sin offensiv mod Sovjetunionen. For den nye tid tilhører fascismen, og hvis Spanien skal gøre sig forhåbninger om at få en del af kagen og samtidig betale noget af den hjælp tilbage, som de modtog fra de tyske jagerfly under borgerkrigen, så er dette et velvalgt tidspunkt til at give en hjælpende hånd i kampen mod den fælles bolchevistiske fjende i øst.

Spanien vil så kunne gøre krav på deres eget lille imperium, hvor blandt andet Gibraltar og Fransk-Marokko skal være betalingen for deres indsats. Men krigsindsatsen kan også tjene et indenrigspolitisk mål.

For de forskellige fraktioner indenfor den nationalistiske blok, der under borgerkrigen fandt sammen, ser nu med skuffelse og misundelse på hinanden. Falangisterne, som de tre tilhører, håber med denne manøvre også at kunne fravriste noget af magten fra hæren og monarkisterne.

Franco lader sig overtale og indvilliger i at sende frivillige soldater mod ”den fælles fjende”, og nu skal det gå stærkt, for tyskerne skulle nødigt nå til Moskva uden spanierne.

Aftalen bliver, at Spanien endnu ikke skal være krigsværende nation, det skal efter planen først ske senere, men for nu officielt forblive neutral, men altså sende en division af frivillige soldater, der skal kæmpe under tysk hærledelse. I denne første fase består de frivillige først og fremmest af krigsopildnede pro-nazistiske falangister, der dog må lede den tort at være under ledelse af officerer fra hæren. Senere hen mindskes antallet af frivillige falangister til fordel for national-katolske officerer fra hæren.

Da den første bølge af frivillige på 18.000 sendes af sted til træningslejr i Grafenwöhr i Tyskland, hvor de skal lære at bruge tyske våben og sværge ed på deres liv til Føreren, modtager de hyldest, og de bliver betragtet af regimet som helte, der skal gøre det af med kommunisterne, frimurerne, jøderne og om muligt de homoseksuelle. Og fra falangisternes hovedkontor i Alcalá-gaden i Madrid råber den euforiske Serrano Suñer slagordet: ”Rusland er skyldig”. Fortsættes ...