Historiske romaner. Historien om det mauriske sultanat Granadas fald set med en bulgarsk kanonstøbers trætte øjne.
Vi skriver 1487 og den sidste mauriske bastion i Spanien, Granada ligger i krig med de kristne under ledelse af kong Ferdinand og Isabella. Men ikke nok med det, så er riget også splittet i en ødelæggende borgerkrig, hvilket de durkdrevne kristne selvfølgelig lukrer på.
Granadas ambassadør bliver sendt af sted til Topkapi, Istanbul, for at bede den mægtige osmanniske sultan om allernådigst at række en hjælpende hånd ud til sine muslimske brødre. Men i stedet for tunge kanoner, krudt og kugler eller toptrænede soldater tildeler den osmanniske hersker kun én eneste mand til det hårdtrængte mauriske Granada: den fordrukne kanonstøber Orbán.
Orbán er ud af en bulgarsk slægt, der i flere generationer har levet under sultanens særlige beskyttelse, siden dengang bedstefaren støbte en kæmpe-kanon, der var kraftig nok til at sprænge hul på Konstantinopels metertykke mure, så osmannerne kunne erobre byen og gøre en ende på det østromerske rige.
Orbán forlader sine børn og sin elskede kones grav for at drage vestpå til den sidste rest af det engang så mægtige Al-andalus. Nu er der kun Granda tilbage, og selv det har kun fået lov at overleve så længe, de sidste 200 år, fordi riget har betalte enorme summer i tribut til de kristne konger. Men med de fremadstormende italienske bystater, når guldåren fra Afrika ikke længere frem til maurerne.
Orbán arbejder flittigt og selvfornægtende på at støbe bedre og kraftigere kanoner, der kan yde modstand mod de overlegne spaniere. Men Orbán, der hverken er kristen eller muslim, har set al for megen død og ødelæggelse, og ved at riger kommer og går, så for ham er det et fedt, hvem af parterne, der vinder.
Han drikker fortsat kraftigt og er ellers uinteresseret i livets glæder. Han glider stadig længere væk i melankoli, lige indtil den dag han møder en kristen kvinde, der minder ham om hans afdøde kone, og som holdes som slave af en af de rige arabiske købmænd.
Hun bliver som en besættelse for ham. Men hun har en mørk hemmelighed, som hun ikke har indviet ham i, og som handler om hendes tidligere tvangsforhold til en arrogante og perverteret gejstlig, der ikke har glemt hende. Dette kærlighedsforhold kommer til at være styrende for Orbáns omskiftelige situation, hvor han gentagne gange skifter side, først til de kristne, så igen til maurerne og den tvivlrådige sultan Boabdil.
Men det synes blot at være et spørgsmål om tid inden det uundgåelige sker, og Grandas porte falder.
Romanen er atmosfærefyldt, og den historiske research glider ubesværet ind i bogens plot. Der er dog en del teknikailteter omkring kanonstøberi, som kan være svær at forstå.
Som i Galáns roman La mula,der foregår under Den spanske borgerkrig, er det den upolitiske, lille mands kamp for at overleve i en skarpt opdelt verden mellem venner og fjender, der er i centrum.
Det er ganske underholdende, men hovedpersonen Orbán er desværre noget grå og uspændende. Den bondske sindighed og de komiske indslag, som Juan Cabo og hans elskede æsel står for i La mula – det kan læses som en insisteren på en underfundig menneskelighed selv midt i den forfærdelige broderkrig – er ikke i samme grad til stede i denne roman.
Mest levende og interessant er derfor fremstillingen af det fortryllende, men nu forsvundne mauriske Granada.
50% Complete
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.