Den blå division II

Den lange march

På den lange march mod Moskva trænger de spanske soldater gennem Litauen og Hviderusland – ikke gemt bag tanks beskyttende panser- men gående eller siddende på ryggen af gamle udtjente heste. Når disse udpinte dyr dratter omkuld under anstrengelsen eller kommer til skade på den lange vej, spiser de sultne soldater dem.

De spanske soldater møder på deres vej enorme kolonner af sovjetiske fanger drevet frem af tyske soldater, der indimellem likviderer fanger, der er for udmattede til at fortsætte. Og de møder jøder, som det er forbudt at give mad eller hjælp, da de er undermennesker. Nogen nægter at adlyde og giver alligevel jøderne mad. Nogle har ondt af dem, mens andre synes de får som fortjent.

I Vitebsk

Nogle af de spanske soldater begynder at spørge til meningen med deres mission. Det sker ikke mindst, efter de ankommer til den hviderussiske by Vitebsk, hvor de ser en civilklædt mand hænge og dingle i et reb. Soldaterne kan ved nærmere selvsyn konstatere, at det drejer sig om en ung mand.

På skiltet, der er sat fast på brystet af den afdøde, står at læse med stor skrift på tysk såvel som på russisk, at det drejer sig om Vlademír Baldeseski, en ung mand på 24 år af jødisk afstamning.

Med småt er der tilføjet begrundelsen for henrettelsen: han har stukket en tysk soldat ned. Ifølge skiltet synes det, at være jøde en forbrydelse på linje med den udførte handling!

Og de frivillige spanske soldater møder utallige eksempler på, at det faktisk er tilfældet på deres lange vej mod den kommunistiske verdens hovedstad, Moskva. Som oftest vælger de tyske bødler byernes centrale pladser som skueplads for det makabre syn af ophængte lig, der har til formål at tjene til skræk og advarsel mod eventuelle modstandslommer blandt civilbefolkningen.

De frivillige spanske soldater marcherer gennem landskaber omskabt af krigens hærgen, maskingeværild og granater. Og de passerer forbi jord oversået med udbrændte rester af krigsmateriel og kampvogne.

Det syn, der møder dem i Vitebsk, overgår i ødelæggelse al, hvad de hidtil har set. Også de forvænte øjne på krigsveteranerne fra Den Spanske Borgerkrig må spærres op: Hele byen er lagt i ruiner. Op mod 95 % af alle bygninger er destrueret.

Byen er forvandlet til en stor masse af jern og murbrokker.
Spøgelsesagtige mennesker vandrer besværet rundt i gaderne i det, der engang var en by. Nogle af byens jøder forlader deres ghetto for mod en ration på 300 gram brød at udføre tvangsarbejde. De resterende jøder får ingenting at spise.

Bevæger jøderne sig udenfor ghettoen er det med livet som indsats, for udenfor denne har de tyske soldater frit lejde til at dræbe. Mange af de spanske soldater er utålmodige efter at komme i kamp. Nogle af dem har allerede deltaget i kamp mod formodede partisaner, der enten bliver hængt eller skudt. Hver død tysk soldat hævnes med drabet på 100 partisaner. Ud fra nogle af de spanske soldaters notesbøger kan man læse, at partisanerne bliver identificeret med jøderne.

Krigens grusomheder

De spanske frivillige er underlagt den tyske Wehrmacht 250. division, og forpligter sig derfor også til at udrydde ikke bare tilbageværende partisaner, men som det med en meget vid betegnelse hedder,” at udslette enhver mistænkelig og/eller fjendtlig person i det erobrede område. ”Dødsstraffen gælder derfor enhver, der for eksempel deler løbesedler ud eller på anden måde sætter sig op mod den tyske Wehrmacht.

De spanske soldater er vidne til og deltager indimellem også i disse åbenlyse og summariske henrettelser. Havde de kunnet nægte at deltage, hvis deres samvittighed bød dem, som for eksempel de italienske soldater, der nægtede at udlevere jøder til tyskerne endsige selv henrette dem, hvorfor tyske officerer kritiserer italienerne for deres manglende antisemitisme?

De havde givetvis ikke sluppet så nemt fra det, for det er væsentligt at påpege, at de italienske soldater har en hel anden status end de spanske soldater, eftersom Italien er allieret med Tyskland.

De italienske soldater har ikke som spanierne svoret ed til Føreren, men derimod til fascismen, og de er derfor ikke i samme grad underlagt Hitlers krav om at udrydde slavere, jøder og sigøjnere.

De spanske soldater var dog ikke uforberedte på hvilken opgave, der ventede dem i Rusland: At gøre det af med den jødiske bolchevisme. En opgave Hoja de Campaña, de spanske frivilliges ugentlige magasin, udgivet i Riga, uge efter uge mindede dem om.

De spanske frivillige tager del i en krig præget af uhyrlig grusomhed under ekstreme forhold, hvor temperaturen når ned på minus fyrre grader. Den mest betydningsfulde indsat i krigen på østfronten kommer for de spanske soldaters vedkommende i belejringen af Leningrad(Sankt Petersborg) i efteråret 1942, hvor mere end 1,2 millioner mennesker mister livet som følge af sult, kulde eller granateksplosioner.

De spanske soldaters medskyld i dette massedrab på civile er tilsyneladende ikke noget, der voldsomt optager de frivillige. Det gør derimod deres egne faldne kammerater, der for altid ligger begravet under russisk jord.

Indimellem opstår der konflikter mellem de spanske frivillige og den tyske hær, der mener, at mange af spanierne er for blødsødne. Fra de spanske officerer og øverstbefalende kommer der dog ingen officielle protester over de grusomheder, de er vidne til.

Hjemkomsten

I 1944 da selv de mest hårdnakkede pro-nazistiske spanske frivillige tvinges til at vende tilbage til Spanien, da opportunisten Franco har set hvilken vej krigsvinden blæser, sker det i smug for ikke at skade forholdet til de allierede. Mange af de hjemvendte soldater forfremmes ved hjemkomsten eller modtager anden tak for tjenesten. Ingen retsforfølges eller rammes af Nürenberg processen.

Oberst Antonio García Navarro havde ellers stillet de frivillige en mere heroisk værdig afslutning i udsigt: ”Ved I hvad Legionen forventer af jer? Den forventer I ofre jeres liv”

Fra El País: Ultimas Noticias sobre La Division Azul
For den interesserede kan Jorge Martínez Revertes bog, La Division Azul: Rusia, 1941-1944, købes her (reklamelink)

P.s.: også i skønlitterær form kaster den mere eller mindre fortrængte historie om den blå division og det sidenhen skjulte samarbejde med de tyske nazister historier af sig.

Det gør sig blandt andet gældende i thrilleren Los demonios de Berlin af Ignacio del Valle, hvor hovedpersonen Arturo Andrade, soldat i den blå division i 1945 befinder sig i Berlin få dage før russernes indtog. Her bliver han af omstændighederne indrulleret i opklaringen af et mystisk mord.

Los demonios de Berlin kan købes her (reklamelink)