Una historia de la guerra civil que no va a gustar a nadie af Juan Eslava Galán

Af Jens Henrik Holm | Juan Eslava Galán

En historie om borgerkrigen som ingen vil kunne lide.  Ironi, humor, galskab og gru kendetegner Juan Eslava Galáns krønike om Den Spanske Borgerkrig.

 
”Ustedes me aseguran que se van a levantar los militares! Muy bien, señores, que se levanten. Yo, en cambio, me voy a acostar.”
I siger til mig, at hæren vil rejse sig, nuvel mine herrer, lad den bare rejse sig. Jeg derimod går i seng, republikkens regeringschef Casares Quiroga.
 
Utraditionel fremstilling
Den spanske historiker og romanforfatter Juan Eslava Galán har skrevet et utal af bøger, som med tiden har gjort ham til en af de mest læste forfattere i Spanien. Han har blandt meget andet skrevet en uhyre populær krønike om Spanien fra borgerkrigen og frem til i dag, hvor denne bog udgør første bind.
Una historia de la guerra civil … er på ingen vis en traditionel, analytisk-diskuterende fremstillingen af emnet. Den er derimod fortællende historie, hvor anekdoter, groteske eksempler og mærkværdige detaljer bliver blandet sammen med en kronologisk fremstilling af de vigtigste begivenheder og afgørende vendepunkter i borgerkrigen.
Det er populærhistorie uden ambition om nye historiske landvindinger, men blot et ønske om at fortælle en medrivende og tragisk historie. Og det må man sige det lykkes. Selvom bogen på det overordnede plan holder sig til en velkendt fremstilling af begivenhedernes gang, så er det forfatterens særegne fortælleform: hyppig brug af ironi, underspillet humor og anekdoter samt romanforfatterens blik for det komiske i det tragiske og vice versa, der gør bogen til noget specielt.

 

Skeptisk ironiker
Juan Eslava Galán er en historiker, der ser skeptisk på sin egen profession og på forestillingen om den objektive historiker, der kan si fiktionen fra den historiske sandhed. Historien eksisterer i kraft af fortællingen og er dermed uløseligt bundet til sproget, og historikeren vil altid være forudindtaget og uundgåeligt lave sin tolkning af de kilder, der nu tilfældigvis er til rådighed.
 Bogen her tager på mange måder konsekvenserne af forfatterens skepsis overfor håndværket uden derved at havne i den relativistiske grøft eller pleje løs omgang med de foreliggende kilder.
Menneskene i borgerkrigen
Vi får historien om militæropstandens hovedfigurer, vi hører om inkompetencen og radikaliseringen i republikken, om terror, likvideringer og biskopper og præster, der i nådesløs blodtørst overgik selv de hærdede kamptropper – den vanvittige brutalitet på begge sider.
Men vi hører også om anarkisternes frie seksualmoral, soldaternes hverdag og de mange tilfældigheder, der ofte, snarere end ideologisk overbevisning, afgjorde hvilken side mange menige soldater havnede på.
Bogens titel er lidt en tilsnigelse, for der er nu rigtig mange, der godt har kunnet lide bogen. Men traditionelt har og delvist stadig er spansk historieskrivning polariseret og stærkt ideologisk farvet: for eller imod militæropstanden i 1936, for eller imod republikken, for eller imod Franco etc. Juan Eslava Galán er i sin bog derimod ikke ude i noget partipolitisk ærinde.

 

 

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: