En stor spansk forfatter er død

Af Jens Henrik Holm | Spansk og sydamerikansk litteratur

Juan Goytisolo

For lidt over en uge siden døde en af de helt store navne i nyere spansk litteratur, Juan Goytisolo, 86 år gammel.

Juan Goytisolo blev født i Barcelona i 1931 som den mellemste af tre brødre, fem år før udbruddet af Den Spanske Borgerkrig, hvis fatale hændelser for altid skulle mærke både Juan Goytisolo og hans to brødre, der ligesom ham dedikerede deres liv til litteraturen.

Goytisolo blev født ind i en priviligeret adelsfamilie,  men faderen blev fængslet af den republikanske regering under Borgerkrigen, mens moderen døde under et nationalistisk luftbombardement af Barcelona i 1938.

I sine unge år var Juan Goytisolo medlem af kommunistpartiet og han boede fra 1956 i eksil i Paris på grund af sin stærke opposition til Franco-styret.

Comprometido

Goytisolo var det man på spansk kalder ‘comprometido’, en engageret intellektuel, der gjorde oprør mod heterodoksiet i den katolske kirke, der forsøgte at bekæmpede det kvælende diktatur, og altid gjorde minoriteternes standpunkt til sine.

Kulturelt ville han gøre op med, hvad han så som et iltfattigt, selvtilstrækkeligt spanske  åndsliv og slog i stedet til lyd for de af den officielle kanon udelukkede værker og fokuserede på den udveksling af ideer og tanker, der altid har fundet sted mellem øst og vest – Goytisolo talte arabisk og boede fra 1997 i Marrakesh i Marokko.

Gennembrudet som forfatter kom i 1966 med hovedværket Señas de identidad ( på engelsk Marks of identity), der markerede et brud med den tidligere realisme til fordel for en løsere sammenhængende blandingsform. Bogen, der har mange selvbiografiske træk handler om en mand, Álvaro Mendiola, der kommer tilbage fra Spanien efter at have levet i eksil i Frankrig. Han føler afsmag for Francos spanien og drages mod den arabiske verden.

Bogen er blevet set som en rejse gennem det spanske samfund i de år, der fulgte efter Den Spanske Borgerkrig med undertrykkelse og nød og med en hovedperson, der hjemsøges af familiens skæbne og som er splittet mellem Spanien og eksilet. Reivindicación del conde don Julián fra 1970( på engelsk Count Julian) tager tråden op og Juan sin tierra (eng. Juan the landless) afrunder trilogien.

Udover romaner skrev Goytisolo poesi og essays – blandt andet to om krigen i Jugoslavien (Sarajevo) og i Tjetjenien, hvor han drog til som krigskorrespondent.

Trist endeligt

Juan Goytisolo var anti-establishment og ønskede ikke at modtage priser for sine mange værker. I 2015 sagde han dog ja tak til at modtage den største litterære pris i Spanien, El Premio Cervantes.

Men det er dog siden kommet frem i blandt andet El País, at han udelukkende takkede ja til prisen på grund af den gavecheck, der fulgte med, fordi han i flere år havde lidt af store økonomiske vanskeligheder – disse økonomiske problemer forværrede tilsyneladende hans dybe depression og generelle følelse af udbrændthed, hvilket førte til, at han allerede i flere år inden sin død overvejede at begå selvmord.

Goytisolo er ikke oversat til dansk men flere af hans værker kan findes på engelsk.

Køb Juan Goytisolos bøger her:

 

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: