Spaniere vil genskabe Miguel de Cervantes sande ansigt

Af Jens Henrik Holm | Miguel de Cervantes

Jens Henrik Holm
Fra Politiken:
Spanske forskere har planer om at finde frem til forfatteren Miguel de Cervantes’ sande ansigt knap 400 år efter hans død.

Cervantes er forfatter til bogen om den virkelighedsfjerne, idealistiske og selvbestaltede ridder Don Quijote, der bliver involveret i kampe med både får og vindmøller.

Den spanske forfatter ligger begravet i et kloster i det centrale Madrid, og forskerne håber at kunne rekonstruere hans ansigt, som man kun kender fra et maleri, der er lavet efter hans død.

Opgravningen af Miguel de Cervantes kan også give svar på, om det er sandt, at han døde af skrumpelever.

»Det kan ikke bare hjælpe os til at finde ud af, hvordan han så ud, men også hvad han døde af«, siger historikeren Fernando Prado til den britiske avis The Guardian.

Klar til dødsjubilæum
Forskere har fået tilladelse fra de lokale myndigheder og Madrids ærkebiskop til at lede efter resterne af skaberen af ‘Don Quijote’.

Og det skulle være relativt let at identificere hans knogler på grund af nogle fysiske skader, han pådrog sig under et søslag i 1571.

Ingen ved præcis, hvor i klosteret knoglerne ligger begravet. Men det er planen at bruge georadarteknologi til at lede efter skjulte nicher i klosterets mure.

Fernando Prado håber, at knoglerne er fundet og undersøgt inden 2016, hvor 400-året for Cervantes død markeres.
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1347554/spanierne-vil-genskabe-don-quijote-forfatters-ansigt/

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: