Riña de Gatos. Madrid 1936, Katteslagsmål af Eduardo Mendoza

Af Jens Henrik Holm | Eduardo Mendoza

Af Jens Henrik Holm
Spansk spionroman der foregår i de hektiske måneder før udbruddet af den altødelæggende borgerkrig. Mendoza blander storpolitik, intriger, amourøse forviklinger med en god, veldosseret portion burlesk humor i en meget underholdende og stemningsmættet roman.

I foråret 1936 ankommer den engelske kunsthistoriker Anthony Whitelands med speciale i Velázquez´malerier til den spanske hovedstad. Her skal han vurdere et ukendt maleri, som meget sensationelt påstås at være malet af den store spanske guldalder-maler. Maleriet er i hænderne på en spansk adelsfamilie, der viser sig at have tætte forbindelser til Jose Antonio Primo de Rivera, eks – diktatorens søn og stifter af det fascistoide, falangist parti.

Det koger og syder i det overophedede Madrid, og som genren byder, er ingenting i virkeligheden som den forvirrede, distræte og lettere verdensfjerne hovedperson tror.

Anthony Whitelands (bemærk det symbolsk tungt ladede efternavn) får sit kølige, engelske intellekt udfordret af begivenhedernes (mod)gang og bliver pludselig centrum for en storpolitisk intrige, der involverer den russiske efterretningstjeneste NKVD, tyskerens ditto, spaniernes dit-ditto, den engelske ambassade og den senere diktator Francisco Franco!

Jose Antonio Primo de Rivera (1903-1936) stifter af Falangen.
Hvem Anthony Whitelands lærer særdels godt at kende. Primo
de Rivera blev henrettet efter borgerkrigen udbrud. Franco brugte
senere partiet i skabelsen af Det Nye Spanien, og Primo de Riveras var
den ideologisk martyr, som opportunisten Franco havde brug for.

Som læseren nok kan tænke sig fordamper stiff-upper-lip-attituden gradvist under den bagende spanske sol, og Whitelands forsøg på at forholde sig på neutral grund, på sikker afstand af de rødglødende politiske emner, forsvinder ligeså op i den madrilenske himmel. Betragteren, kunsthistorikeren tvinges med andre ord ind på det politiske teaters scene, lokket ind i en tragediens akter – ikke mindst af de adskillige kvinder, der byder sig til- femme fatals om en hals, som de jo er.

Diego Velázquez (1599 -1660) hvis billeder spiller en afgørende rolle i romanen

Velázquez´ billeder spiller som nævnt gennem romanen en afgørende rolle. Og Anthonys betragtninger og udlægninger af malerierne fungerer rigtig godt. Især fordi de indgår i plottet, og fordi de er med til at pege på romanens tematik. Derfor virker det hverken påklistret eller som forfatterens(uønskede) og upassende luftning af egen dannelse.

Underligt er det dog, at titlen på romanen ikke er hentet fra et Velázquez maleri, som man kunne have formodet, men fra et maleri af en anden berømt spansk maler, Francisco Goya, hvis maleri Riña de Gatos, titlen vel referer til. Hensigten med at fremstille datidens politiske klima som et katteslagsmål mellem røde, brune, sorte, hvide … katte er da oplagt, men alligevel er det lidt mærkeligt, at netop Goyas maleri så ikke indgår i handlingen. Men det er i petitesse-afdelingen.

Eduardo Mendoza

Læseren møder i romanen de væsentligste parter i den senere borgerkrig, han får en følelse af det politiske klima op til katastrofen set med den udefrakommendes blik, han præsenteres for et stemningsmættet billede af Madrid, og et godt plot med fint tempo driver læseren gennem fortællingen.

Humor er der heldigvis også – i alle forviklingerne og misforståelserne, men Mendoza har valgt at lægge en dæmper på sig selv, så det ikke udarter til den rene farce, som jeg synes, det har gjort i andre af hans romaner. Det har tidligere afholdt mig fra at læse mere af Mendoza, efter at jeg læste El laberinto de las aceitunas (ikke oversat), hvis anarkistiske farcepræg jeg fandt mere anstrengende end morsom.

Riña de Gatos vandt i 2010 den prestigefyldte Premio Planeta-pris, og forhåbentlig får også danske læsere fornøjelsen af at læse denne meget underholdende og medrivende roman.

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: