Los asesinos del emperador af Santiago Posteguillo

Af Jens Henrik Holm | Santiago Posteguillo

Efter trilogien om Scipio Africanus har Posteguillo begået første bind
af en planlagt trilogi om spanieren, Trajan, der som den første ikke-italiener
blev romersk kejser.

 
Resultatet er blevet en fornem episk og mangestemmig roman
med et helt igennem medrivende plot, der formår at fastholde læserens vågne
opmærksomhed i løbet af de hen ved 1200 sider. 

    

”Modificar el curso de la
Historia es prácticamente imposible. Sólo unos pocos se atreven a intentarlo y solo uno entre milliones,
siempre de forma inesperada para todos, es capaz de conseguirlo. Bienvenidos al
mundo de Marco Ulpio Trajano”
(Det er næsten umuligt at ændre
Historiens gang. Kun nogle få har modet til at gøre forsøget, og kun én ud af
millioner vil rent faktisk lykkedes med sit forehavende. Og det vil altid ske på
en måde, der overrasker alt og alle. Velkommen til Marcus Ulius Trajans verden.)

 

Begyndelsen er enden
Vi begynder lige på i år 96 e.Kr. med et dramatisk
attentatforsøg mod den forhadte og paranoide romerske kejser, Domitian. Derefter
springer romanen 33 år tilbage i tiden til år 63. e.Kr. under Neros regime,
hvor de medsammensvorendes historie tager sin begyndelse.
Lidt efter lidt kommer vi til at kende de
forskellige attentatmænd og således deres individuelle motiver for mange år
senere at ville sætte livet på spil i forsøget på at dræbe tyrannen Domitian.
Rom bragt til live   
Vi møder et enormt persongalleri
bestående af blandt mange andre: tvivlrådige prætorianere; rådgivere, der er faldet
i unåde, generaler, der forsøger at undgå kejserens misundelige blik og hyppige
giftforsøg og muskelpumpede og blodtilsølede gladiatorer, der i Circus Maximus må
kæmpe for folkets gunst.
Vi transporteres på det nærmeste rundt i hele Romerriget:
Fra Spanien, Germanien, Palæstina, til Donau og Dakien, og så selvfølgelig vidt
omkring i de snævre gader i imperiets hjerte.
Siderne er indhyllet i en nærmest
følbar atmosfære: fra den stramme lugt i de steghede romerske gader, den infernalske,
øredøvende larm fra gladiatorkampene til den vammelsøde vin på kejserens
morderiske tunge.
Posteguillo formår at holde styr på såvel det komplicerede
kriminalistiske plot som det enorme persongalleri. Forfatterens sans for spænding
og sceneskift er ligeså uhyre veludviklet.
Når nok er nok
Bogen viser magtens psykopatologi,
terrorens inderste væsen, og sætter den overfor den enkeltes integritet,
værdighed og mod. Og det tematiske indhold sammen med romanes struktur og neglebidende
plot gav mig noget af den samme læseoplevelse, som da jeg læste Mario Vargas Llosas
eminente, brutale diktatorroman, Bukkens fest.
Los asesinos del emperador er i
mine øjne en kæmpebedrift og en virkelig stor læseoplevelse. Jeg vil virkeligt
se frem til at læse næste bind, når det udkommer til efteråret.

 

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: