Leonardo Padura Fuentes – stort interview

Af Jens Henrik Holm | Cuba

Cuba libre

På en typisk septemberdag, hvor byger kommer og går, mens solen kun forbigående stikker sit ansigt frem, mødes vi med den prisbelønnede cubanske forfatter Leonardo Padura Fuentes i København i anledningen af udgivelsen af den danske oversættelse af hans seneste roman, Manden der elskede hunde. En vindblæst, men veloplagt Padura Fuentes tager imod os på sit Hotel efter un almuerzo og en mindre paseo gennem de tilstødende Københavnske gader, stiller han op til et interview, der kommer til at kredse om litteratur, utopi og Cuba.

Historien om et bebudet mord

Manden der elskede hunde beretter historien om Stalins mord på en af de mest indflydelsesrige politiske skikkelser i det 20 århundrede, den russiske revolutionshelt, Lev Davidovich Bronstein, bedre kendt under sit revolutionære dæknavn Leon Trotskij. Men hvorfor skrive en roman om en hændelse, der fandt sted for mere end 70 år siden, og som vel er ganske godt belyst?

(LPF): Bueno… Forleden deltog jeg i et seminar, hvor der desuden deltog en historiker og en filmskaber og vi talte om hvordan, der på Cuba endnu i dag, er en enorm stor uvidenhed om Trotskijs liv, virke og voldsomme død. Det skyldes det faktum, at Trotskij ikke indgår i det cubanske regimes officielle historieskrivning.

Den forsømmelse ønskede jeg med min bog at rette op på. Men ikke derved, at jeg ville skrive et historisk værk om begivenhederne, men derimod var mit mål at lade de historiske begivenheder indgå i en større ramme, hvor trådene trækkes op til vore dages Cuba, således forstået at mange af de problemer som Cuba slås med i dag, skyldes Fidel Castros betingelsesløse overtagelse af den totalitære stalinisme, hvis altgennemtrængende og perverse tankegang klarest blotlægges i den helt unødvendige likvidering af Trotskij i 1940 på et tidspunkt, hvor Stalin for længst har vundet magtkampen mod Trotskij, der på dette tidspunkt lever på Stalins nåde i et isoleret eksil i Mexico udenfor politisk indflydelse.

Stalins totalitære verdensbillede, hvor alt er politik, og hvor tidligere revolutionshelte retoucheres væk på officielle billeder såvel som i virkeligheden, og hvor der ikke er plads til nogen form for opposition, tog Fidel Castro til sig da, han erklærede Cuba for et socialistisk land. Cuba under Castro har været stalinisme, politisk såvel som økonomisk, dog, og det er en meget væsentligt indrømmelse, uden de massehenrettelser som fulgte i kølvandet på Stalins magtovertagelse i Sovjetunionen. Fidel Castro har altid ønsket at udøve magt uden at ende i yderligheder. Konsekvensen af ikke at være politisk rettænkende på Cuba har altid været, at man mistede sit job, blev isoleret og deporteret til fjernere egne i Cuba, hvor man så kunne arbejde i sukkerrørshøsten eller lignende, så man derved kunne komme til ”fornuft”. Cuba har lykkeligvis aldrig haft udryddelseslejre som arbejdslejrene Gulag i Sovjetunionen. Men altså for at vende tilbage til dit spørgsmål, så ser jeg min bog som et forsøg på skildre, hvordan og hvorfor det 20. århundredes store utopi blev forvansket i en lang proces, som rigtig mange mennesker inklusiv jeg selv lagde håb, drømme og liv i.

Hvem var Trotskij? Var han en idealist eller en fundamentalist, der dog, som du beskriver i din bog, fortryder visse excesser, der måske netop var med til at bane vejen for det rene magtmenneske, Stalin?


(LPF): Trotskij var et yderst komplekst menneske, en intellektuel mastodont med et vidt vingefang og stort og indgående kendskab til også litteratur og kunst, men først og fremmest et politisk menneske i et og alt. Han var Stalins diametrale modsætning: hvor Stalin var bondsk og grov, var Trotskij en kosmopolitisk, intellektuel jøde, der konstant agiterede, skrev og talte. Men Trotskij var også i den grad bevidst om sit eget intellekt og kunnen som den oplagte kandidat til at tage over efter Lenin, hvilket som han selv senere indså, nok betød, at han var blind for opkomlingen Stalins ambitioner. Der var et personligt had mellem de to, men også et ideologisk skel som i det at Trotskij kæmpede for verdensrevolutionen, mens Stalin fastholdt tesen om socialisme i ét land.

Trotskij skrev desuden efter min mening de bedste analyser, der er skrevet om stalinismen. Især mener jeg, at hans analyse af, hvordan Stalin tillod fascismens fremvækst og ligefrem havde brug for den som den ydre fjende, der kunne begrunde og retfærdiggøre den indre undertrykkelse og terror i Sovjetunionen, er helt korrekt. Selv om jeg ikke er trotskijst, beundrer jeg, at han som den eneste af den kommunistiske verdens frontfigurer ikke mente, at kunsten skulle underordne sig det politiske, men derimod altid hævdede, at kunsten skulle have fuld frihed og hans evne til som en af de få at gennemskue det sovjetisk-stalinistiske system.

Jeg fik det indtryk, mens jeg læste bogen, at den store fraværende skikkelse i romanen er netop Stalin, der på sin vis er allestedsnærværende som den enorme skygge der kastes over samtlige bogens personer og som selv mange år efter sin død fortsætter med at influere negativt på personerne og på landet Cuba, men personen Stalin er jo ikke til stede i din roman. Hvorfor ikke?


(LPF): Fordi Stalin som person ikke interesserer mig. Det gør derimod de fatale konsekvenser stalinismen har haft og stadig har i dag. Jeg ønsker med min bog at indgyde mod; at vise hvordan én utopi nok mislykkedes, men vi i dag, hvor ikke kun kommunismen har udspillet sin rolle som alternativ, men hvor også den kapitalistiske verden befinder sig i en dyb krise har brug for og ret til at drømme om et bedre samfund, der kan løse de mange nuværende og fremtidige problemer: økonomiske, økologiske, med hensyn til immigration o.s.v.

 

Leonardo Padura Fuentes og Jens Henrik Holm

Historie og litteratur
I flere af dine bøger blander du faktiske hændelser og historiske personer med fiktive elementer. Hvordan ser du på forholdet mellem litteratur og historie?

(LPF) Når jeg skriver romaner som Manden der elsker hunde og La novela de mi vida (ikke oversat til dansk), laver jeg meget grundig research og læser meget store mængder af baggrundsstof, da jeg ønsker at de historiske oplysninger skal være helt korrekte. Dette gør sig også gældende i portrættet af Trotskij, som der findes virkelig meget biografisk og selvbiografisk materiale om. En historisk person, vi til gengæld næsten intet ved om, er Trotskijs morder, den spanske kommunist og agent Ramón Mercader, der i en alder af fireogtyve ophørte med at eksistere og skifter identitet adskillige gange, og det i en sådan grad at selv et relativt nært familiemedlem som hans nevø knap nok vidste, hvem han var. Ramón Mercader var en mand uden historie, og det giver jo mig som forfatter en frihed til ud fra få historiske data at forestille mig, hvordan han var som person.
Romanens tredje spor, historien om Ivan Cárdenas (romanens tredje hovedperson, der lever i nutidens Cuba) er så en ren fiktiv karakter. En desillusioneret mand af min egen generation.

Manden der elskede hunde er ligesom din serie om privatdetektiven Mario Conde struktureret som en krimiroman med stigende spændingskurve, med brug af suspense og forskellige historier, der løber sammen og krydses på afgørende tidspunkter. Hvorfor bruger du denne struktur, og hvad er det kriminalromanen som genre kan?

(LPF) Altså, da jeg skulle skrive denne roman, spurgte jeg mig selv, hvordan kan jeg fastholde læserens interesse omkring historien gennem romanens mange sider, når mordet på Trotskij er velkendt for de fleste. Det var bestemt en udfordring at holde styr på romanens struktur, der jo ikke er lineal og fremadskridende, men springer i tid og sted og mellem de forskellige personer. Samtidigt skal deres historier jo mødes og overordnet hænge sammen. Jeg bruger det billede, at det, jeg ønsker at skabe, snarere end en velproportioneret, klassicistisk bygning, er en barok bygning, der til trods for sin tilsyneladende, interne modsætninger og forvrængninger hænger sammen på et overordnet plan.

Jeg ønsker at strække kriminalromanen til det yderste som i brugen af krimistrukturen i en historisk roman som Manden der elskede hunde. Mord og mordere interesserer mig ikke i sig selv. Nogle gange, når jeg giver mig til at skrive, ved jeg endnu ikke, hvem der er morderen, eller hvem der er den myrdede. Det er baggrunden, motiverne bag, der interesserer mig. Bagvedliggende årsager der kun langsomt går op for mig mens, jeg skriver. At skrive en krimi hvert halve år i stil med de meget populære nordiske krimier interesserer mig virkelig ikke. Jeg skriver krimier, fordi genren er så brugbar til effektivt at behandle politiske, sociale såvel som litterære kompleksiteter samtidig med at det fænger læseren.

Da jeg havde læst Manden der elskede hunde slog det mig, at den i sin struktur, tematik og karakteristik af romanens nutids hovedperson, Iván, havde en del ligheder den spanske forfatter Javier Cercas´roman Salamis soldater. Hovedpersonerne deler begge den samme desillusion, de er begge mislykkede forfattere, med ondt i livet, som mere eller mindre ved en tilfældighed støder på en historie og nogle historiske skikkelser, der er blevet fortrængt af den officielle historieskrivning. Og det er denne glemte historie, der vækker dem op af deres døs, og giver dem skrivetrangen tilbage. Hvorfor tror du, at nutidens forfattere har behov for at grave i fortidens historiske fortrængninger?

(LPF) Jeg tror, det er meget naturligt at beskæftige sig med fortiden og det fortrængte, når man som det er tilfældet med såvel Spanien som Cuba har levet under et diktatur, hvor alt det, der var ideologisk upassende blev fortiet. Før eller siden vil tingene komme op til overfladen. Med hensyn til forfattere, der skriver om forfattere, så er det jo ikke en ny opfindelse, men et ofte benyttet greb. Jeg tror simpelthen det handler om, at vi (forfattere) skriver om det, vi kender.

Hvad angår inspiration, så indrømmer jeg gerne min gæld til de store forfattere, der har lært mig at skrive, og for mig er Mario Vargas Llosa uden tvivl en af de helt store, hvem jeg har lært mange greb af i særdeleshed, hvad angår struktur og fortælleteknik. Og Javier Cercas, som du nævner, er en af de mest spændende, nyere forfattere i den spansktalende verden. Faktisk læste jeg Cercas næste roman Lysets hastighed, mens jeg skrev på Manden, der elskede hunde. Jeg synes, det er vigtigt som forfatter at læse forfattere, der skriver på ens modersmål, og ikke bare læse oversættelser af udenlandske forfattere. For i oversættelsen læser man jo oversætterens sprog og ikke forfatterens.

Før du blev forfatter arbejdede du som journalist. Er det noget der har influeret på din måde at skrive på?


(LPF) Utvivlsomt. Jeg står i stor gæld til journalistikken. Da jeg begyndte på universitetet, ville jeg egentlig have læst journalistik, men det var ikke muligt på daværende tidspunkt, hvorfor jeg i stedet læste litteratur. Og da jeg blev færdig i 1980 på universitetet fik jeg arbejde på et kulturmagasin, hvor jeg var så privilegeret at jeg havde stor frihed til selv at vælge emne, længde på mine artikler, der som regel havde et cubansk kulturelt/historisk fokus. Det lærte mig meget om at skrive og skrive en art litterær journalistik på en måde, så det var værd at læse. I øvrigt skriver jeg stadig artikler ved siden af forfattergerningen. Gerne to om måneden. De har alle Cuba og cubanske forhold i centrum. De udkommer alle mulige steder rundt i verden, bortset fra på Cuba!

Cubansk hverdag

Nu nævner du selv indirekte livet på Cuba, og jeg kunne godt tænke mig, at vi kom ind på livet på Cuba, og hvordan du ser på fremtidsperspektiverne. Lad mig begynde med at spørge dig om noget, jeg har læst, du har udtalt i et interview, nemlig: at være cubansk er en identitet, der er under skabelse. Hvad mener du med det?

(LPF) Cuba er et ungt land der for tohundrede år siden bare var en lille del af det spanske imperium. Så fulgte løsrivelsen fra Spanien, men reelt var Cuba endnu ikke et selvstændigt land, da det stod under amerikansk styre helt frem til revolutionen i 1959. Og mellem dem, der stadig bor i Cuba i dag, og dem der flygtede fra øen omkring revolutionen, hvor mange intellektuelle og forfattere var iblandt, er der store, dybe forskelle. Der er en dyb splittelse mellem de forskellige syn på Cuba i forhold til om man bor i landet eller i Miami, hvor den største gruppe af eksilcubanere har slået sig ned.

Men hvilken grad af frihed er der egentlig for forfattere i Cuba til at ytre sig, som man vil? Er Manden der elskede hunde udkommet i Cuba, og hvad har reaktionerne været på den skrappe samfundskritik, der er i romanen?


(LPD) Der er relativ stor kunstnerisk frihed i Cuba. Det vil sige, at det står en frit for at udgive sine romaner, og hvis ikke et cubansk forlag vil udgive dem, så at få et udenlandsk forlag til det. Problemet er snarere den ringe udbredelse. Manden der elskede hunde er udkommet i Cuba og har fundet prisen som årets cubanske roman. Men den er udkommet i et meget begrænset oplag. Reaktionerne fra officielt hold har været en larmende tavshed. Der har kun været to anmeldelser af romanen. Begge meget positive. Ellers er den blevet mødt med tavshed. Det er sådan regimet reagerer. Som sagt er der relativ stor individuel kunstnerisk frihed, det er noget andet med den politiske frihed.

Men der er et opbrud i gang i Cuba med overdragelsen af magten fra Fidel til hans bror Raúl, ikke sandt?

(LPF) Jo, der er store forandringer i gang: begyndende økonomisk liberalisering der blandt andet åbner op for tilladelse til hussalg, lettere immigration med videre. Det er en gradvis afmontering af Fidel Castros mislykkede planøkonomi, der jo er en arv fra stalinismen, som finder sted. Men det er en svær balance for regimet, for selvfølgelig frygter et hvert totalitært regime at øge befolkningens frihed, for det drejer sig jo om fortsat tilstrækkeligt effektivt at bevare kontrollen. Men der kommer til at ske store ændringer i løbet af de kommende år. Det er simpelthen uomgængeligt.

Kan du fortælle lidt om hvordan den cubanske litteratur i dag tager sig ud? Hvilke forfattere og hvilke temaer dominerer?

(LPF) Det kan jeg desværre ikke rigtig svare på. Jeg er stort set uden kontakt til det litterære miljø i Cuba. Tidligere anstrengte jeg mig meget for at holde mig up to date med de nyeste tendenser, men jeg har ikke længere tid til det, da jeg læser rigtig mange bøger til brug som research for mine bøger. Derudover læser jeg de store, klassiske forfattere som jeg som sagt lærer meget af, både hvad angår sproget og de narrative strukturer. Meget nutidig cubansk litteratur synes jeg kan karakteriseres ved at være uhyre selvtilstrækkelig og lukket om sig selv og cubanske forhold i en meget snæver forstand, og det interesserer mig ikke så meget.

Tiden er ved at være gået, men til slut vil jeg lige høre, hvad du skriver på i øjeblikket? Kommer der flere bøger i Mario Conde-serien, og har du planer om andre store ambitiøse projekter i stil med Manden, der elskede hunde?

(LPF) Lige nu skriver jeg på en ny bog i Mario Conde serien. Jeg er ikke så langt i selv skriveprocessen endnu, men planen er, at bogen skal bestå af tre dele: Én der forgår i 1600-tallets Amsterdam med en hovedperson, der er jøde og som sit forbillede Rembrant ønsker at blive maler; en anden del der foregår i Cuba og i Miami, med Mario Conde, og så en tredje del, der skal binde delene sammen i en slags åbenbaring. Og ja, så er det også min hensigt at skrive flere ambitiøse værker i stil med Manden der elskede hunde.

Efter at have talt i to timer i træk melder rygetrangen sig hos Padura Fuentes, der efter at have taget afsked lidt undskyldende klapper på lommen, rejser sig op og begiver sig ud for at nyde en cigarillo under en grå, skydækket himmel.

Leonardo Padura Fuentes:
Født: 1955 i Havana, Cuba.

Uddannelse: Latinamerikansk litteratur fra Havana Universitet.

Debut: Fiebre de caballos, 1983-84. Roman.

Litteraturpriser: Premio Internacional Café Gijón, 1995. Hammett Prisen (Premio Hammett), 1997, 1998, 2005, 2006. Raymond Chandler Award, 2009.
Seneste udgivelse på dansk: Manden der elskede hunde. Sohns Forlag, 2011. Roman.
Manden, der elskede hunde
Læs anmeldelse af Manden, der elskede hunde her

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: