La Traición de Roma, bind tre i Scipio-trilogien af Santiago Posteguillo

Af Jens Henrik Holm | Santiago Posteguillo

Af Jens Henrik Holm
’He sido el hombre más
poderoso del mundo, pero también el más traicionado’ 

(jeg har været den
mægtigste mand i verden, men også den der blev værst forrådt
)

Tredje og afsluttende del i trilogien er det mest komplekse
af de tre bind, hvad angår karakterbeskrivelserne i den episke fremstilling af Scipio
Africanus storhed og fald.
 

 

Den sidste rejse
myldrer med liv

 

La Traición de Roma
er udformet som en fiktiv selvbiografi fra Scipios aldrende hånd, hvor han kort
før færgemanden tager ham på den sidste rejse over floden Styx, tænker tilbage på
sit livs lange rejse.
Men de cirka 800 sider mylder med mange skæbner og liv. Vi
høre blandt mange andre om Hannibal og hans triste endeligt, der spejler sig i
Scipios vanskæbne; vi hører om Scipios børn; om den frigivne egyptiske slave
Netikerty; den prostituerede græske slave Areté; dramatikeren Plautus; Scipios hovedfjende
nummer et, Marcus Porcius Cato – ham med: ’i øvrigt mener jeg, at Karthago bør
ødelægges’; hans allierede Gracchus, og den forfængelige Seleudkidekonge,
Antiochos af Syrien, der blandt andet ved Hannibals hjælp er i gang med at
skabe en fremadstormende stormagt – den sidste der er i stand til at udfordre
Roms enerådende dominans.
Netop dette væld af personer er både bogens styrke og
svaghed. På den ene side giver det et vældigt nuanceret og bredspektret view ud
over den antikke verden. Men der er til slut rigtig mange ender, der skal nås.
Og det er måske mit eneste kritikpunkt mod et ellers fremragende tredje bind,
at det er lidt som om Posteguillo har svært ved at sætte det sidste punktum, og
lade solen gå ned over de mange interessante personer.
Hybris og nemesis
Men som nævnt er det det psykologisk mest interessante bind,
i det vi her indefra ser, hvordan hovmodet og smigeren blænder Scipio, gør ham
overmodig, krævende og selvrådende i en grad, så han ikke længere tror det
muligt, at han og hans slægt kan blive styrtet fra magtens tinde.
Men hvor generalen Scipio aldrig undervurderer sin
modstander, der er politikeren Scipio både naiv og blind for, hvad han bare tror,
er ligegyldige petitesser og smålig misundelse. Men den nidkære Cato brygger
ganske langsomt på sin grusomme hævn, og han er modsat Scipio ikke hævet over at
bruge et hvilket som helst middel til at puste til den altid lurende frygt for,
at en stærk mand vil sætte sig udover republikkens beføjelser og føre Rom
tilbage til monarkiet.
En epokes endeligt
I Posteguillos fremstilling varsler politikernes – de romerske
og de karthagiske – frygtsomme og smålige behandling af Scipio og Hannibal om
en epokes endeligt. Kampene bliver fra nu af ikke først og fremmest ført på
slagmarken, men snarere blandt grådige og småtskårne senatorer, der ikke ejer hverken
Scipios ære, mod, klassiske dannelse eller sande republikanske hjerte.
Det er fortalt med brug af tragediens form, mørkt og underholdende
med de vanligt korte, kompakte kapitler og indeholdende en imponerende mængde viden.
Og bagerst i bogen er der for de særligt interesserede læssevis af kort, de
vigtigste slægters stamtræer og en litteraturliste, der kan tage pusten fra de
fleste.

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: