Krimiserien med Pepe Carvalho af Manuel Vázquez Montalbán

Af Jens Henrik Holm | Manuel Vázquez Montalbán

Af Jens Henrik Holm
Den spanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán (Barcelona 1939 – Bangkok 2003) skrev en uhyre populær krimiserie med privatdetektiven Pepe Carvalho, der gjorde ham til en af de mest læste forfattere i Spanien og til en af de mest oversatte spanske forfattere.

Mange andre krimiforfattere her i blandt cubanske Leonardo Padura Fuentes anerkender åbent deres store gæld til denne serie og til den desillusionerede og madglade hovedperson.

Den lille og den store spanske historie

Privatdetektiven Pepe Carvalho er en kompleks og modsætningsfyldt karakter – han har både været medlem af det spanske kommunistparti (PCE) og arbejdet for CIA – og Carvalhos sager og opklaringsarbejde er først og fremmest en anledning til at fremstille og kritisere den politiske og kulturelle udvikling i det spanske samfund siden la Transición i 1975 og Spaniens overgang til demokrati i 1978 – i sær hvad angår det manglende opgør med fortiden.

Kriminalserien er derfor også en form for krønike over Spaniens nutidshistorie, og samtidig med at de har et spændende plot, giver bøgerne også et godt indblik det spanske samfund som Carvalho møder på sin færd: fra direktørernes og de overvintrede franquisters bonede gulve til ludernes fliser og drukkenboltenes foretrukne tabernas.

Mad og drikke spiller altid en væsentlig rolle i bøgerne, og der er da også udkommet kogebøger med Pepe Carvalhos opskrifter.

Barcelona con amore

Den hårdkogte og alkoholiserede Pepe er egentlig født i den nordvestlige provins Galicien, men sammen med sin trofaste makker Biscuter er han bosat i kataloniens hovedstad Barcelona, og han er, som forfatteren selv, end varmblodet F.C. Barcelona-fan.

 

Netop byen, Barcelona har en central plads i fortællingerne og fremstilles med stor kolorit og varme. Karsten Wind Meyer skriver i sin bog Forbrydelsens Elementer blandt andet om Montalbán og byens betydning at:

Det magiske ved de store byskildrere er deres evne til at skabe et lyslevende indtryk af et bestemt steds topografi, atmosfære og mennesker.
Efterhånden som en krimiserie eller måske bare en enkelt krimi med fokus på byen skrider frem får skildringen af byen flere og flere detaljer, så læseren i sidste ende får et tydeligt indtryk af stedets geografi og særlige stemning.
 Kvarterer, gader og miljø står i de gode krimier langt mere levende og klart frem end ved læsningen af alverdens turistguider.
I romanerne er byen sanset og oplevet gennem et temperament og en bevidsthed, der føjer hestelængder til blodfattige brochurer og avisskriverier

Så går turen til Barcelona, kan det varmt anbefales at tage et par romaner af Montalbán med i rejsetasken.

På danske er udkommet følgende bind i serien:

– Direktørens ensomhed

Sydhavet

Mord i centralkomiteen

Fuglene fra Bangkok

Alexandriarosen

Kurbadet

– Centerforwarden blev myrdet ved aftenstide

Den græske labyrint

Olympisk sabotage

Buenos Aires-kvintetten (alle udgivet på forlaget Klim).

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: