H. C. Andersen: I Spanien

Af Jens Henrik | Andalusien

H. C. Andersen læser Don Quijote

Glødende poesi
Gennem hele sit liv rejste H. C. Andersen meget. I biografier og selvbiografier beskrives rejsen som en kur for hans omskiftelige humør og rastløse sjæl. Andersen tog på i alt 29 udlandsrejser, og er dermed en af de mest rejsende digtere i dansk litteratur overhovedet. De fleste af hans rejser blev sponsoreret af Edvard Collin, der var en københavnsk rigmand.

Rejserne skulle munde ud i rejsebøger og give inspiration til eventyr. Undervejs førte Andersen dagbog, og disse udførlige notater omsatte han til rejsebøger, når han kom hjem.

Rejsebogen I Spanien (1863) er ingen undtagelse. På trods af dette skaber Andersen bestandig en illusion af samtidighed mellem oplevelses- og nedskrivnings-tidspunktet, som da han fx beskriver Generalifes cypresser:

“I mægtige Cypresser ville groe i min Tanke, naar jeg hjemme i Norden gaaer un-der Bøgene eller sidder i den eensomme Stue ved Kakkelovnsflammen, og hvad nu kaldes Øieblikket, da er ‘gamle Minder’.”

Derved får den digteriske frihed frit spil i beskrivelsen, da det er stemnin-gen og fiktionen om, hvordan der var, som bliver afgørende for, hvorledes han komponerer sin historie (f.eks. med tilføjelsen af digtene, som først er forfattet efter hjemkomsten) og altså ikke den reelle virkelighed, han mødte på rejsen.

H. C. Andersen følte, at han stod i stor gæld til Collin. Da han i 1862 fik mulighed for at rejse til Spanien, skete det for egen regning, og som en slags tilbagebetaling betalte han også for den unge Jonas Collins rejse. Han havde inden rejsen kunnet hæve et forhåndshonorar fra Reitzels Forlag på 1.000 rigsdaler for en kommende bog.

Denne gang rejste Andersen altså ud som digter og som privatmand, og han havde i modsætning til flere af sine tidligere rejser råd til at rejse komfortabelt.

En kendis’ privilegier
Komfortabelt på Andersens tid var ensbetydende med damplokomotiv og dampskib. I en strygende fart gik det, og derfor er fokus flyttet fra selve rejsen til rejsens mål i hans rejseberetning. Da Andersen kom til Spanien var han en berømt mand, og han medbragte en åben anbefalingsskrivelse fra det danske udenrigsministerium til alle danske konsulater i Spanien. I Barcelona blev han således modtaget af Herman Schierbeck, som var en danskfødt bank- og jernbanedirektør og desuden bror til billedhuggeren, Christian Schierbeck, som Andersen havde truffet samme år. Alle døre stod åbne for den berømte digter, og fra Schierbeck fik han anbefalingsbrev til dennes spanske svoger, Oberst Larramendi i Granada. Den ansete oberst vidste nok, hvordan Andersen skulle behandles:

”…jeg…gik derfor med Oberst Larramendi ind til en Papirhandler (…) da jeg nu vilde betale Papiret, var Svaret: det er betalt! ”

Obersten og hans tjenere stod til Andersens rådighed under hele opholdet i Granada, og ”ledsaget af ham fik vi Adgang til mangt et festsmykket Sted, hvor vi ellers som Fremmede ikke vare komne ind.” (p. 94). Al denne luksus skabte en vis afstand mellem Andersen og den befolkning, han besøgte, hvilket afspejler sig mange steder i bogen, hvor Andersen er iagttager frem for deltager. Især i Sydspanien var han meget indtaget i de spanske kvinder, som han på grund af de sproglige og kulturelle barrierer kun kunne betragte og altså ikke tage kontakt til.

“Den unge Pige bragte os svulmende Druer; hvor var hun smuk, slank og svævende! Øinene talte, Munden behøvede det ikke; de Øine vare nok til at gjen-nemstrømme med Lys og Ild et heelt Digt, saa at man brændte sig paa det.” H. C. Andersen.

I bogen er der rigtignok også indsat digte, når en episode særligt har bevæ-get Andersen til poesi, og flere af disse har en erotisk gnist, som man ellers sjældent finder hos ham. Men herudover er bogen som helhed mere jour-nalistisk præget end nogle af hans tidligere rejsebeskrivelser.

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: