Ferreirola – porten til Las Alpujarras’ vandreparadis

Af Jens Henrik Holm | Else Byskov

Else Byskov skriver om at vandre i Andalusien på Sierra Nevadas skønne sydside, hvor der er masser af uberørt natur.

Af Else Byskov – fra bogen “Fod på Andalusien” (saxo.com)

Las Alpujarras er navnet på Sierra Nevadas sydside. Det er st skønt område med masser af uberørt natur, og det er meget besøgt af de vandreglade, for der er et utal af vandreture, man kan tage på. Ferreirola er en lillebitte landsby i La Alpujarra, lige syd for Pitres.

Navnet betyder ”lille jernmine” og antyder, at der i området findes betydelige jernforekomster. Landsbyen ligger både smukt og dramatisk i 1000 meters højde på kanten af Rio Trevelez´vilde slugt, og her kan man opleve storslået og frodig natur for alle pengene.

Ferreirola ligger som en smørklat midt i en grøn skål

Hvor: For at komme til Ferreirola skal man igennem Orgiva og dernæst køre mod Pitres. Lidt før Pitres drejer man af mod Mecina Fondales og Ferreirola.
Vandrefacts: Vores to vandreture er begge rundture. Den første (middel – hård) er på ca. 10 km. med små 400 + 200 højdemeters niveauforskel og man skal beregne ca. 5 timer til turen. Den anden (middel) er på omkring 7 km. med ca. 200 højdemeters niveauforskel og den tager 3 timer.

Kort: Alpujarras Tour & Trail map (Discovery Walking Guides).

Et væld af vandreture udgår fra Ferreirola, og der tilbydes “Bed and Breakfast” fra det engelskdrevne Casa Ana og det danskdrevne Sierra y Mar, som begge arrangerer guidede vandreture. Byen har kun 22 fastboende indbyggere og er ganske upåvirket af turisme, så hvis man vil opleve det ægte Alpujarra, så skal man unde sig en weekend i dette uberørte paradis, der emmer af fred og skønhed.

Der hviler en særlig stemning over Ferreirola, som er svær at beskrive. Der er en sjælden fred og ro som, blandet med en dramatisk og uberørt natur, løfter ens sind til nye højder. Byen er tilmed helt autentisk og præget af den typiske Alpujarra arkitektur (som blev indført af Berberne fra Nordafrike) med firkantede huse med flade tage.

Der er smalle krogede gader, et stadigt fungerende “lavadero” (vaskeplads) og masser af vand der rinder. Byen balancerer på kanten af en dramatisk slugt, hvor Rio Trevelez løber voldsomt og brusende langt nede i bunden. Her har vi i sandhed en perle af autentisk ro og fred, og hvis man ikke er til vandring, skal man alligevel tage derop bare for at indånde freden og den friske bjergluft. Men de mange fine bjergstier, som blev anlagt helt tilbage i arabertiden, lokker den vandreglade til at kaste sig ud i herlighederne med en frisk vandresang på læben.

Vi havde valgt at bo hos engelske Anne i Casa Ana. For nogle år siden så Anne ruinen af det, der i dag er Casa Ana, og så var hun solgt lige på stedet. På trods af at hun kom direkte fra London fra en stilling som festivaldirektør, kastede Anne sig ufortrødent ud i opgaven med at renovere ruinen og blive ”alpujareña” – og det har hun ikke fortrudt.

Casa Ana har plads til 12 overnattende, og man kan enten bo på B & B basis eller selv sørge for sin forplejning. Se www.casa-ana.com for priser og skønne fotos af dette 400 år gamle hus, som er smukt renoveret. Hvis man ikke selv vil lave mad, er der 3 restauranter i nabobyen Mecina (herunder en helt super vegetarrestaurant), så man kommer ikke til at sulte. Og hvis man er en større gruppe, der ønsker fuld forplejning, kan Anne arrangere det uden problemer, idet hun så indforskriver dygtige lokale kokke.

I Ferreirola kan man også bo på ”Sierra y Mar”, som siden 1985 er blevet drevet af danske Inger og italienske Sepp. Hostallet bliver i guiden Lonely Planet omtalt som ”et sandt vidunder”, og det har plads til 17 personer. Der arrangeres vandreture fra de mere blide ad mulddyrstierne langs med Trevelez floden til de mere vilde oppe i det krævende terræn omkring La Veleta og Mulhacen – de to højeste tinder på den iberiske halvø. Besøg www.sierraymar.com for at se priser og vandreforslag.

Hvis man er en stor gruppe kan man uden problemer bo hos både Casa Ana og Sierra y Mar, idet de to hostaller samarbejder på venskabelig vis.

Jeg tror aldrig jeg har sovet et sted, hvor der var større ro end hos Casa Ana, så frisk som en havørn og lystig som en søløve kaster jeg mig lørdag morgen ud på turens første vandretur sammen med mine to veninder. Turen går østud i retning af Búsquistar og er en rundtur på ca. 10 km.

På denne skønne majmorgen ligger landskabet badet i et gyldent sollys, og da vi befinder os i 1000 m.o.h. og dermed i det, der svarer til den tempererede zone, er vi omgivet af løvfældende træer, som lige er sprunget ud.

Det er så grønt og frodigt, og vi er omgivet af fuglesang og rislende bække, at vi henledes til at tro, at vi allerede er døde og er kommet i paradis.

Stien går ligeud det første stykke, og vi passerer et par kilder. Den første er meget interessant, idet den har naturligt kulsyre og derfor kaldes La Gaseosa. Vandet smager lidt mærkeligt, så hvis man vil fylde sin vandflaske, er det bedst at vente til den næste kilde, hvis vand smager frisk og godt.

Dernæst passerer vi den fine tærskeplads Era del Trance, som i dag ikke mere benyttes til tærskning, men som er bevaret som udsigtspunkt (mirador), idet der er en fantastisk udsigt ned over floddalen fra pladsen. Vores rute går ned til floden, så når der er vejgafler, skal vi bare tage den sti, der går nedad.

Nede ved floden ser vi ruinen af det, der engang var Ferreirolas mølle, som blev drevet af flodens brusende vand. Nu går stien op ad den stejle bjergside på den anden side, men det er ikke så slemt som det lyder, idet stien (anlagt af araberne) går i zig zag op ad bjergsiden. Der er små 400 højdemeter at overvinde, men det klarer vi i strakt galop og er snart oppe, hvor stien flader ud.

Vi kan nu se Búsquistar på den anden side af floden og de store sneklatter oppe på Sierra Nevadas sydlige flanke. Flot er det. Her ligger der et par marker og et par halvstore huse, og ved husene skal vi tage vejen til højre. Nu går det lystigt ligeud, idet stien følger bjergsiden i vestlig retning. Vi går gennem en lille lav fyrreskov og fortsætter således ligeud i en lille time. På et tidspunkt kommer vi til et sted, hvor en bred sti går skråt ned til højre.

Der er et skilt, hvor der står Mecina Fondales i den ene retning og Órgiva i den anden. Vi tager retningen mod Mecina Fondales, og nu går det nedad på en vidunderlig sti, som til tider løber ganske tæt på nogle gevaldige lodrette drop. Et syn af sådan et lodret drop på et par hundrede meter kan få blodet til at rulle lidt mere villigt gennem årene, så det er godt for sundheden.

På et tidspunkt når vi bunden, og her ligger der en bro – i folkemunde kaldet den romerske bro. Måske er den bygget af romerne – måske ikke. Hvem ved? Hvorom alting er kan man stå på broen og beundre flodens brølen, idet den passerer gennem den smalle rende mellem klipperne lige under ens fødder.

På den anden side af floden skal man gå til venstre for at følge stien op til Fondales. Hvis man ikke kan dy sig og har lyst til at gå til højre, ja så kommer man hen til et lille naturligt bassin, hvor man kan bade. Ikke dårligt, hvis man er ude og vandre på en varm dag.

Opstigningen til Fondales er ganske hård og krævende, idet bjergsiden her er ganske stejl, men vi tager det roligt og står stille og nyder udsigten ind imellem. Vi fortsætter op gennem Fondales indtil vi ser et skilt der peger mod højre, hvor der står Ferreirola. Nu er der kun ca. 30 minutters vandring ligeud, før vi er tilbage i Ferreirola.

Nu vanker der kølige drinks på Casa Anas terrasse og afslapning inden vi skal hen til nabobyen Mecina (kun 1 -2 km. væk), hvor franske Jean–Claude disker op med de herligste vegetarretter i sin restaurant L’Atelier. Jean- Claude er ikke en Hr. Hvemsomhelst, idet han i mange år havde en vegetarrestaurant i London, som af bladet ”Time Out” blev kåret til metropolens bedste.

Prøv til forret f.eks. hans marrokanske cigarer (waw!) og nogle uhyre velsmagende ruller af tyndskåret aubergine med et interessant fyld. Selv om man ikke er vegetar bør man unde sig selv et måltid på L’Atelier. Jean- Claude giver også kurser i vegetarisk madlavning (50 € pr. dag) og man kan leje værelser hos ham (50 € for et dobbelt pr. nat). Se http://www.ivu.org/atelier

Natten mellem lørdag og søndag holder nattergalene koncert for os lige uden for vinduerne, og således opmuntrede er vi klar til nye strabadser søndag morgen.

Dagens vandretur er atter en rundtur – denne gang på ca. 7 km. Vi går op i byen, indtil vi ser et skilt hvor der står Atalbeitar, som er endnu en lille autentisk landsby. Vi følger blot stien op til denne by og slår et slag ind omkring pladsen, hvor vi kan fylde vores vandflasker fra kilden. I den østligste udkant af Atalbeitar ser vi et skilt, hvor der står Pórtugos 2 km.

Den sti tager vi, men skal holde til højre et par gange, for vi skal ikke til Pórtugos, men til Búsquistar. Vi skal blot følge dalen lige ud og ikke bevæge os opad (Pórtugos ligger længere oppe). På et tidspunkt går stien ind gennem en slags gård, som ligger under et gevaldigt klippefremspring, hvor ejerne er ved at indrette en bar, så man er velkommen. Hvis baren er åben bør man støtte foretagenet ved at indtage en forfriskning.

Snart får vi Búsquistar i syne, men inden vi kommer ind til byen, går vi ned til højre ad en grusvej. Et par hundrede meter nede ser vi på højre hånd skiltet med de rød- hvide striber, der antyder, at her går vores retursti, som efter 3 kvarter bringer os tilbage til Ferreirola. Hvis man kan give stier stjerner, giver jeg denne 5 af slagsen, for den er bare helt speciel og spændende.

Det sidste stykke vej har vi gået på GR 142, og nu er det at de vandrelystne må tøjles, hvis de vil tilbage til kysten. For GR 142 er intet mindre end en i 2001 oprettet vandresti på 144 km. og 13 etaper gennem Las Alpujarras fra Lanjarón til Fiñana i Almería provinsen.

Man går her tværs over Sierra Nevadas sydflanke og oplever de store kontraster, som området byder på, idet man passerer 3 klimabælter: subtroperne, det tempererede bælte og ”tundraen” oppe i højderne. Se mere på http://www.fedamon.com/senderos/grs/gr142.htm

Jeg kan dårligt vente til jeg skal ud på denne tur, og dermed må det være fastslået, at Las Alpujarras har vandreture for alle pengene, så der er ikke længere noget forsvar for at sidde hjemme i sofaen og hænge ud. Las Alpujarras kalder.

Bogen ”Fod på Andalusien” af Else Byskov indeholder 40 udflugter med indlagt vandring i den sydspanske natur. Bogen kan købes pâ www.saxo.com

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: