El monarca de las sombras

Af Jens Henrik Holm | Den spanske borgerkrig

El monarca de las sombras

For 15 år siden skrev Javier Cercas sin gennembrudsromanen om Den Spanske Borgerkrig, Salamis’ soldater.

Med El monarca de las sombras (Skyggernes monark), tager Cercas tråden op, men denne gang tager han fat om nældens smertelige rod: Familiens nationalistsympatier og det unge familiemedlem Manuel Menas skæbne og tidlige fald i kampen for en uretfærdig sag, der hverken var hans eller familiens.

Med El monarca de las sombras tager Cercas, der i alle sine romaner lader fiktion og historisk virkelighed løbe sammen, decideret af hovedstolen. Vi er inde ved forfatterskabets kerne, hvorfra bøgerne har deres udspring, og den foreliggende romanen kan siges at være en art nøgle til forfatterskabet.

Rids af et fantasifattigt forfatterskab

Javier Cercas er noget så særegent som en forfatter med megen ringe fantasi. Det er ikke min udlægning, men Cercas’ egen som han kredser om i flere af sine værker.

Forfatterskabet er generelt kendetegnet ved en art kold ild af deduktiv karakter, der gennemstrømmer bøgerne: som en rationel, undersøgende, men også introspektiv detektiv vender og drejer forfatteren og karakteren Javier Cercas genstandene på sin vej for derigennem at tvinge ny betydning og mening ud af fortidens virkeligheder.

Men den afmålte ‘historikers’ tilgang modsvares så af en stærk etisk dimension, der forskyder fokus fra virkeligheden til virkeligheden, som den burde være, og det er her fiktionen viser sin kraft.

En mindre detalje eller anekdote i Den Store Historie bliver det prisme, som Cercas undersøger fortiden igennem, som i Salamis Soldater, hvor spørgsmålet om, hvorfor den republikanske soldat skånede den falangistiske propagandaarktitekt, Sanchez Mazas, er det mysterium, der drager undersøgelsen frem.

Romanerne er skåret over samme læst, hver gang: ‘Undersøgelsens’ emne og selv processen er hver gang to sider af samme uadskillelige sag, hvor tøven, tvivl og krise er svanger med ny forståelse og ændrer udgangspunktet.

Gevandterne varierer fra gang til gang, men essensen er den samme: myter, historisk virkelighed og spørgsmålet om (poetisk) retfærdighed indgår og slynger sig altid om kernen i Cercas’ værker. 

Familiearven

Et af de få overlevede billeder af

Manuel Mena

Cercas sætter sig med denne den seneste roman sig altså for at grave i den på en gang pinagtige og triste familiehistorie om familiens nationalistsympatier og Manuel Menas død som 19-årig ‘martyr’ for den nationalistiske revolte mod Republikken.

Mena, denne Mørkets Monark (jvf. titlen) var moderens onkel, men det stærke bånd mellem de to gjorde ham mere til en slags storebror.

Familien Cercas var jordejere, og selvom de kun ejede lidt, ansås de, og de anså også sig selv, som en slags patricier i landsbyen Ibahernando, i det fattige Extremadura.

Ro, stabilitet og kontituet var altafgørende for dem, og ekstremernes entydige logik betød, at familien, der tidligere havde støttet republikken og socialisterne, nu trak i falangisternes blå skjorter.

Den forkerte side

Cercas påpeger den ironisk/tragiske pointe i, at den ingenlunde velbeslåede familie lagde sin sympati og overtog værdier fra de rige, konservative jordejere i Madrid, der for sin del kun rynkede på næsen af og ikke gav en fløjtende fis for udviklingen i det tilbagestående Extremadura. Derfor meldte den unge Manuel Mena sig også under de nationalistiske faner, da Borgerkrigen brød ud i 1936.

Gennem interview med stadigt levende familiemedlemmere, breve, billeder og historisk research forsøger Cercas at kaste lys over den vej, der fører frem mod Menas triste skæbne i det blodige slag ved Ebro.

Og gradvist ændrer Cercas sin opfattelse af Mena, ikke mindst da han kan se, hvordan en ophøjet, romantisk fiktion om den skønne krig efterhånden må vige plads for virkelighedes gru, der snart gør Mena udslukt og desillusioneret.

Det er næsten udviskede spor, tynde tråde og henglemte breve, der til Cercas ærgelse kun giver få glimt af mennesket Manuel Mena. Derfor er bogen også ligeså meget en refleksion over vanskeligheden i at genskabe fortiden ud fra de relativt få og tilfældige overlevede tegn.

En ydre og indre odysseé

To arketyper, to græske sagnhelte går igen på bogens sider, og spejler forholdet mellem Cercas og Mena: Akilles og Odysseus. Akilles, den modige kriger, der led den ’skønne’ heroiske død og Ulysses, den snu overlever.

Men titlen, Mørkets Monark, referer også til en scene i Odysseen, hvor Odysseus møder Akilles i dødsriget, Hades, og den store kriger da afslører den erkendelse, han for silde er nået frem til, nemlig at han langt hellere ville have været den mest ydmyge slave på jord end herske over alle de døde i Hades evige mørke.

En erkendelse som den modne Cercas kunne have tilfælles med den evigt unge Mena, der som Akilles også for sent så sandheden heri.

El monarca de las sombras kan også ses som Cercas lange, indre rejse frem mod en art forsoning med en flosset og skyldbetynget familiefortid, der, hvad end han bryder sig om den eller ej, så dog vedbliver at være en del af ham også.

El monarca de las sombras af Javier Cercas

288 sider.

Random House
Sprog: Spansk

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: