Anmeldelse af Den Gyldne Nøgle – Lene Dybdahl

Af Jens Henrik | Lene Dybdahl

Af: Gæsteanmelder Nicoline Højlund Lauritsen

Den Gyldne Nøgle, som er skrevet af Lene Dybdahl, handler om de to tvillinger, David og Laura, der en dag får fortalt af deres forældre at de er de sidste overlevende i Den Gyldne Nøgles Broderskab, men så en dag efter, på deres 13-års fødselsdag, finder de ud af at deres mor er blevet kidnappet af en mystisk sekt, og deres far er taget ud for at lede efter hende. Det fører dem så til Madrid i Spanien, hvor de bliver udsat for en masse ting.

Jeg elsker hvordan bogens forside ser ud, det mystiske der på samme tid afslører en masse og skjuler noget. Hele guld-looket ved bogen gør det bare endnu mere “antikt”, så når man ser på ens bogreol ligner det en oldgammel kostbar bog, ved siden af hele Twilight serien og de andre bøger. En af mine venner spurgte også på et tidspunkt om den var lavet af guld 😉

Bogen er mega spændende, og da jeg modtog den med posten om lørdagen, gik jeg i hi og var færdig med den dagen efter.

Selv da jeg var til fodbold på storskærm i vores lokale hal, sad jeg og læste mens de andre råbte af Holland xD Jeg er helt uenig med Jakob Stegelmann (fra Troldspejlet DR, red.), der sagde at der var nogle ret utroværdige ting, som for eksempel Den Arabiske Eliksir, for hele Al Andaluz er jo magisk, og hvis der kom nogle fra Italien og tolken ikke kunne oversætte, var det jo rart nok med en eliksir til det (desuden – hvad er det nu man bruger en troldmand til?). Bogen minder om The 39 Clues (som jeg også har læst) bortset fra at denne her er dejligt længere, så den bliver jeg ikke færdig med på en dag.

Jeg elsker, at David og Laura hele tiden er på farten, så det bliver aldrig kedeligt, og bogen har da også sine helt egne crymoments 🙂

Jeg kan lige så godt sige at det er ikke en bog for otte-årige. Man skal nok helst
være oppe i min alder (11-12) inden man lige kaster sig ind i det. Der er en lille bitte smule engelsk tale i, torturen er der også, og der er nogle pænt svære ord som selv jeg havde brug for at slå op (ja Pepe. Jeg snakker til dig). Men i det store og hele synes jeg at det er en god bog, men jeg kunne godt have været foruden den utrolige slutning. Nu venter jeg bare på at den næste bog i serien, Visigotens Hjelm, udkommer den 1. oktober, og indtil da må jeg hellere få læst Lampens Børn, som jeg har en fornemmelse af at Lene stærkt anbefaler.

Skriv en kommentar:

Skriv en kommentar: